På vegne af Primodan søger Career | a JKS Company en erfaren og handlekraftig Production Manager, der får det fulde ansvar for produktionen på virksomhedens lokation i Vipperød. Primodan leverer maskiner og komplette anlæg til fødevareindustrien med særligt fokus på mejeribranchen. Primodan befinder sig i en vækstperiode, hvor processer og strukturer løbende skal udvikles og tilpasses et højere aktivitets- og omsætningsniveau. Produktionen består fagligt af tre hovedområder: Mekanisk bearbejdning, svejsning samt mekanisk og elektrisk montage.
Du får en central rolle i både den daglige drift og ledelse samt i den fortsatte udvikling af processer, strukturer og organisation. Det sker i en ejerledet virksomhed med stolte traditioner, korte beslutningsveje og en medarbejdergruppe med både kort og mange års anciennitet.
Det er afgørende, at du trives tæt på produktionen og medarbejderne, og at du ser et godt samarbejde som en naturlig forudsætning for at skabe resultater.
Som Production Manager forventes du derfor ikke blot at drive den eksisterende produktion. Du skal også bidrage aktivt til virksomhedens strategiske udvikling og være med til at skabe de processer og strukturer, der kan understøtte den fortsatte vækst.
Du bliver en del af Primodans lederteam sammen med den øverste ledelse samt Engineering Manager, Supply Chain Manager og Aftersales Manager. Der er således gode muligheder for at få indflydelse og sætte dit præg på både produktionen og virksomheden som helhed.
Arbejdets kerneområder
Som Production Manager får du ansvaret for en produktion med ca. 20 medarbejdere, herunder fire supervisors og en teamleder. Med nærværende og synlig ledelse sikrer du en tæt kontakt til både medarbejderne og den daglige drift, hvor løbende 1:1-samtaler med dine medarbejdere er en naturlig del af dit ledelsesansvar.
Din vigtigste opgave bliver at sikre, at produktionen har de rette ressourcer og kompetencer til at levere maskiner og anlæg i den aftalte kvalitet og i henhold til projektplanerne. Det indebærer blandt andet ansvar for montage, FAT test samt for at sikre den nødvendige bemanding til installation, SAT test og idriftsættelse hos kunderne.
Samtidig har du fokus på løbende at tilpasse ressourcerne og udvikle medarbejdernes kompetencer i takt med ordrebeholdning og forecasts.
Du bliver en vigtig sparringspartner for vores supervisors, som du understøtter i den daglige koordinering og prioritering. Derudover får du en central rolle i at sikre et effektivt produktionsflow og styrke samarbejdet mellem produktionen og de øvrige funktioner i Primodan. Du kommer derfor til at arbejde tæt sammen med blandt andre Engineering, Supply Chain, Aftersales og Project Management.
Derudover er du med til at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø, samtidig med at du har fokus på uddannelse og udvikling af lærlinge inden for industriteknik og industrielektrikere.
Dine andre ansvarsområder og opgaver:
Etablere og vedligeholde et overblik over kompetencer og kapacitet i produktionen
Løbende opdatere produktionsplanen og sikre fremdrift i igangværende projekter
Gennemføre tavlemøder i tæt samarbejde med supervisors
Sikre tydelige vejledninger, instruktioner og procedurer
Optimere fordelingen mellem egenproduktion og opgaver, der udføres hos underleverandører, særligt inden for mekanisk bearbejdning og svejsning
Samarbejde tæt med virksomhedens tillidsrepræsentant
Om dig
Din konkrete uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har solid teknisk forståelse og minimum 5 års ledererfaring fra en lignende stilling.
Du er som person:
Selvkørende og vedholdende, og du formår at bevare overblikket – også når flere projekter og deadlines skal håndteres samtidig
Pragmatisk i din tilgang og finder løsninger, der fungerer i praksis
Struktureret og har blik for både detaljen og det samlede produktionsflow
En der respekterer den erfaring og faglighed, der allerede findes i organisationen, samtidig med at du som leder er lyttende og giver plads til nye idéer og forbedringer
En der følger op på aftaler og skaber retning uden at detailstyre
Primodan A/S
Primodan er en specialiseret virksomhed med rødder i Danmark, der designer og producerer nøglefærdige produktions- og emballeringsanlæg til mejeri- og fødevareindustrien. Maskinerne er kendt for høj kvalitet, præcision og lang levetid, og kunderne findes over hele verden.
Læs mere om Primodan her: Filling and sealing machines — Primodan A/S
Arbejdsstedet er Vipperød, og der må forventes ca. 10-20 rejsedage årligt i forbindelse med besøg hos Primodans kunder og underleverandører.
Stillingen er på funktionærvilkår, og der tilbydes desuden en attraktiv lønpakke, pensionsordning, flextid og kantineordning.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Career varetager rekrutteringsopgaven på vegne af Primodan A/S. Er du interesseret i at søge stillingen, bedes du fremsende dit CV via ”Søg stillingen” nedenfor.
Har du spørgsmål til noget omkring stillingen, som ikke fremgår af stillingsopslaget, er du velkommen til at kontakte Recruitment Manager, Carina Due Overbye, på tlf.: +45 3085 1301.
Grundet persondataforordningen, modtager vi ikke CV og ansøgning pr. mail.
Primodan er en danskejet virksomhed med over 60 års erfaring i design og produktion af proces- og emballeringsanlæg til mejeri- og fødevareindustrien. Vi er særligt specialiserede i udstyr til osteproduktion og har en stærk global position med eksport til mere end 95 % af vores markeder. Vores løsninger spænder fra fylde- og pakkeanlæg til komplette turnkey-løsninger, altid med fokus på kvalitet, innovation og høj driftssikkerhed.